Det er snart 3 uger siden jeg ankom til storbyen Jakarta og i denne tid er der sket meget mht. mit syn på tilværelsen hernede, men knap så mange konkrete oplevelser er sket. Derfor vil jeg fortælle lidt om min hverdag og hvad den indebærer.
I tiden der er gået indtil nu, har jeg konstant skiftet mening om, om Jakarta var et sted jeg ville bruge et helt år på. Nogle gange føler jeg at jeg spilder min tid her og kunne lave så mange andre og bedre ting derhjemme. Andre gange overbeviser jeg mig selv om, at det er bedre at få nogle oplevelser for livet, i dette helt anderledes land og at jeg alligevel ikke ville kunne få et job derhjemme. Jeg er nået frem til det sidste! Dog har jeg alligevel en redningsplan i tankerne, så hvis alt ikke går som ønsket, tager jeg permanent hjem til jul.
Lige nu sidder jeg i den blå sofa på mit værelse og selvom man er alene, føler man det ikke altid sådan, da huset også har mange andre beboere; firben der løber over væggene, myg der sværmer om ørerne på én, tjenestefolkene der går rundt og pusler (de bor i en tjenestebolig der hænger sammen med dette hus), husmåren der skratter om aftenen (jeg har en ringklokke ved siden af min seng, så jeg kan skræmme husmåren væk hvis jeg hører den), myrer der kravler over køkkenbordet og ikke mindst moskéernes 5 gange daglige indkalden til bøn. Huset er faktisk omringet af 5 moskéer, som ligger rundt om i nabolaget. I de 3 første dage vågnede jeg klokken 6 om natten af ”larmen”. Det er højt og det larmer, men jeg hører det faktisk ikke rigtig mere. Det er egentlig meget hyggeligt, da det lyder lidt som en sang. Meget stemningsfuldt.
Ramadanen er i fuld gang hernede, hvilket vil sige at næsten hele Jakartas befolkning faster. Her i huset er det dog kun Marika som faster, da børn er undtaget og Jesper ikke gider.. Amalia fastede dog en smule i starten, men fik det dårligt og gad ikke mere. Der fastes fra solopgang til solnedgang, altså står Marika op kl. 4 om natten for at spise et stort måltid og kl. 6 om aftenen spiser hun lige så en kæmpe middag. Den 11. september afsluttes ramadanen med en kæmpe familiefest, hvor der gives gaver og de bærer nyindkøbt fint tøj. Det kan sammenlignes lidt med Jul.
På barer serveres øl i te-krus, da det er lidt respektløst at drikke alkohol foran muslimer? Godt nok siger Jesper det kun er under ramadanen, hvilket ikke helt giver mening..
Allerede er der planlagt mange fremtidige ture rundt på Java og omkringliggende øer, da Jakarta bare er en storby og faktisk ikke rigtig har noget oplevelsesværdigt at byde på. Derfor skal jeg på weekendtur med en række danskere fra den danske ambassade, andre danskere, nordmænd og tyskere. Bl.a. skal vi til Krakatau, en vulkan samt på tur til Thousand Islands. Jeg har været i byen med dem én gang, været ude at spise med nogle af dem på Ritz-Carlton og skulle spille lidt golf med nogle af dem, og senere med Bastian også.
Ellers har jeg fundet på, at jeg vil begynde at lære at spille klaver, da de har et i stuen og tage klaverundervisning på nettet. Måske vil jeg også begynde at spille tennis med Amalia nogle gange om søndagen. Og desuden har jeg altid gerne ville lære fransk, så måske vil jeg tage fjernundervisning el. lign. på nettet.
Ellers, intet nyt her fra østfronten.
Selamat tinggal
farvel på indonesisk)
