Spis lige sur sød sovs til!

På torsdag har jeg 2 måneders dag her i Indonesien og jeg har oplevet Jakartas både positive og negative sider; trafikpropperne, det ustyrlige -næsten daglige regn- og uvejr, luftforureningen og den forfærdelige forurening i havet ud fra Jakartas kyst og de omkringliggende øer.
Men man må jo tage det sure med det søde(!) og på den anden side indeholder Jakarta også den lækre indonesiske mad (dog krydret med lidt for meget chili), det (næsten FOR) varme vejr (Der er ca. 30-33 grader og 70% luftfugtighed, hvilket gør at det føles ENDNU varmere end det faktisk er..!), ægte Java-kaffe, billig benzin (ca. 2 kr/L), andre billige ting og sidst men ikke mindst dejlige mennesker, som jeg har lært at kende hernede. Vi (ambassade- og andet godtfolk) har allerede planlagt flere ture IGEN, og den 16. okt. skal jeg med familien på bådtur i 3 dage til Borneo, hvor der siges at skulle være et fantastisk dyreliv -bl.a. orangutanger. Derefter skal vi på Bali-slap-af-ferie i 6 dage i den mest eksklusive hytte jeg nogensinde har set!!! (med bl.a. egen kok, træningsrum, egen pool osv osv...)

Desuden har jeg med de andre bule's (Det er hvad vi udlændinge bliver kaldt af de indfødte. Indonesisk og betyder "hvide") været på surfer-weekend til Pelabuhanratu (vi havde forresten kok på, som lavede lækker mad til os i vores hytte, der lå næsten lige ud til vandet). Konklusion fra tur: det er SVÆRT at surfe! Den eneste gang jeg faktisk kom helt op at stå på brættet og IKKE væltede, var min bølge blevet så lille, at den knap kunne kaldes en bølge mere... og to af drengene havde fået kæmpe vabler på brystet af at ligge på brættet.. altså er jeg endnu ingen surfer-babe..
Vi har også været på tur til en af Thousand Islands-øerne, Pramuka, som er en lille ø, præcis langt nok væk fra Jakartas kyst til, at forureningen ikke kunne nå derud. Man kunne GÅ rundt på øen (til stor forskel fra Jakarta), hvor der INGEN biler var. Kun lidt Ojeks (knallerter). Dog måtte man ikke begå sig i bikini på øen og derfor tog vi rundt med en lille båd til andre øer, hvor vi snorklede og så delfiner.
På den tur fik vi ris (desuden også masser af fisk) til både morgen, middag og aften, som er typisk indonesisk spise. Bliver de aldrig trætte af ris?

I sidste uge startede jeg på indonesisk undervisning, hvor der hver mandag og onsdag kommer en indonesisk lærer hjem til mig i huset og underviser mig i 2 timer. Indtil videre har jeg lært alfabetet, tal, hvordan man hilser og siger farvel og meget mere. Sproget er meget ligetil, da der ikke er så meget grammatik og ellers indeholder sproget også mange engelske, hollandske (landet har været hollandsk koloni) og faktisk også få danske ord.
Så sprogforståelsen skrider fremad, men kan dog endnu kun spørge om helt generelle ting og ikke forstå meget af hvad de svarer. Måske ikke så god kombi?
Sproget er der især brug for når man kører i taxi og på Ojek (en slags knallert-taxi), hvilket jeg foretrækker fremfor deres offentlige transportmidler aka. "shit-busser", (små, altid overfyldte busser) som nogen kalder dem. Dog findes der også store busser, som kan sammenlignes lidt med en metro. Der koster ca. 2,5 kr. at køre med den, hvor det med taxi koster ca. 25 kr. til samme destination.
På en almindelig restaurant kan man nok få en middag for 40 kr. med drikke, så nogle ting er altså okay billige hernede, mens ordenligt tøj, sko osv. koster det samme som i Danmark.

Modsat os europæere, synes indoneserne, at det er fint at være hvid/lys i huden, hvilket har betydet at jeg har fået taget billeder i supermarkedet med nogle tilfældige indonesere (jeg er jo et pragteksemplar af en med lys hud). At det at være lys betragtes som værende fint, stammer nok fra et gammelt livssyn, da fattige mennesker arbejdede ude i solen og bliv mørke, hvor de rige forblev lyse i huden, da de opholdt sig indendørs. Tror det er hvad de stræber efter.. Derfor er der nogle som bruger noget whitening creme, lidt svarende til vores bruncreme. Dog er det selvfølgelig creme der gør én lysere i huden, men det indholder altså nogle kemikalier, der sikkert ikke er gode for huden og derfor ødelægger den. Dem der bruger cremen, ligner lidt de har en hvid maske på (som Mulan? hahah.), da de kun putter creme i ansigtet og ikke på halsen, som så er virkelig brun. Det ligner også der er en masse plamager på kinderne. Det ser ikke pænt ud..!

Ellers står det meget fredeligt til herhjemme i huset. Min hverdag er fx at hente Bastian fra fodbold og det tager ca. 3 kvarter at køre til hans skole, selvom den kun ligger 4-5 km fra huset. Amalia spiller også meget fodbold, hvor Jesper træner hendes hold. Han træner desuden også Bastians hold nogle gange(Fodbold er MEGET vigtigt for hele familien)! Ofte sidder vi (på gulvet ved sofabordet) og spiser til en eller anden fodboldkamp i fjernsynet.

Børnene snakker som regel engelsk til Marika, som så svarer på indonesisk, hvor de med Jesper og jeg bare snakker dansk. Derfor føler jeg lidt at Marika måske bliver holdt lidt udenfor, da hun ikke forstår så meget dansk. Jesper mener hun burde have været mere pågående med at børnene lærte indonesisk. Selvfølgelig kan de godt sproget, men de bruger det ikke rigtigt -derfor glider det nok også hurtigere/nemmere væk.
Nogle gange føler jeg at grunden til at Jesper (og andre af hans danske jævnaldrende mande-venner) i virkeligheden er hernede, er at de føler tilværelsen er nemmere hernede, de kan fokusere på det de har lyst til (behøver ikke gøre alle de sure ting, som opvask, tøjvask, rengøring, madlavning og andre daglige ting, vi tager for givet), som fx er fodbold og golf (i Jespers sind). De behøver ikke rigtig blive voksne her.. På en måde er Indonesien som Neverland for dem!

Højhuse/business-kvarterer og mere eksklusive huse ligger side om side med lusede boligkvarterer i form af husskure bygget op af hvad de nu lige havde ved hånden. Og pludselig midt i det hele kan man se en lille indhegnet "jungle", hvor lokalbefolkning dyrker frugter, som de sælger videre. Ligeså er der gadekøkkener over det hele.. Ved hver eneste gadehjørne nærmest.
Jeg har fået at vide, at byen er fyldt med kurruption. -Mændene der dirigerer trafik, parkeringsvagter, gadekøkkener, folk der sælger ting til bilerne der holder stille i krydsene. Osv. alle har fået hver sin plads tildelt. Og det gælder selvfølgelig om at være de mest trafikkerede steder, men det bestemmer de altså ikke selv. Lidt tankevækkende synes jeg!

Så husk at spise sovs til, sampai jumpa lagi!
(Til vi ses igen)