Et liv som buleh..!

(Og nej, det er virkelig ikke et liv som Geisha, men et liv som buleh!)

Hvad enten I har holdt jul i Grønland, USA eller Danmark, håber jeg det har været en dejlig én! Min egen jul har været sådan som en perfekt jul nu skal være: den traditionelle lækre julemad, sne, venner, familie og hjem! Perfekt, bortset fra at min søster manglede og det jo så på en måde føltes heeelt forkert! Vi kunne dog forestille os, at hun var dér sammen med os, da der findes et vist vidunder-program, Skype!
Skøn jul, dejligt at se jer alle i Danmark og før man kunne nå at se sig om, var den skønne juletid forbi og man skulle straks tilbage til hverdagen og arbejdet. I mit tilfælde var det varmen og det travle Jakarta, jeg skulle tilbage til.


Så her er jeg. Igen. Lige nu sidder jeg og nyder en is-kaffe på Starbucks' terrasse med udsigt over en stor trafikkeret vej og et mindre mall. Det eneste man kan høre er støjen fra en masse dyttende biler. På vejen herhen tog jeg en Ojek (knallert-taxi) og gik det sidste stykke. Straks hørte jeg et ondt grin bagved mig, jeg vender mig om og ser en punker-agtig tøs med sine uhyggelige punker-venner bag sig. Måske griner hun fordi jeg går i mine grimme klipklapper, en alt for stor stribet t-shirt, mine ørebøffer hængende omkring min hals, en taske klaskende mod mine lår for hvert skridt og min tunge computer stramt under armen. Eller måske griner hun bare fordi jeg er buleh, hvid. Jeg vil i hvert fald nødig støde på hende og hendes venner igen, så jeg går hurtigt forbi. (plus går en omvej på vejen hjem..)

Hvis jeg ville, kunne jeg sidde indenfor i kold aircondition, men trods det vælger jeg at sidde udenfor, i varmen. For ja, her er varmt. Men fordi vi er i januar måned og det er regntid, føles her ikke nær så varmt som det plejer. Det blæser meget mere og i tørtiden kunne man gå rundt på de små veje uden at mærke en eneste vind.  Og pga. den høje luftfugtighed føltes det altså ret så ulideligt.

Her ses ca. 10 cm's regn. Og en bil laver bølge i vandet!

Når vi har regntid betyder det ikke, at der regner hele tiden. Det betyder nærmere, at vi får hele månedens regn på få dage. Det regner næsten hver dag, for det meste kun én gang om dagen. Det kan regne intenst og meget lang tid ad gangen, eller det kan småregne for en kort stund. Nogle gange kommer der så meget regn, at normale biler ikke kan komme rundt (derfor er der mange der har investeret i store ophøjede diesel-biler) og der kommer oversvømmelser nogle steder. Ofte er der stor risiko for lyn der slår ned i nærheden. Da det er forskelligt hvornår på dagen regnen kommer, er det godt altid at have en paraply med sig! Det har jeg dog aldrig. Nok mest fordi jeg ikke har fået taget mig sammen til at købe én, men også fordi det nemlig er det dejligste når det begynder at regne (dog ikke hvis det styrter ned!). Så mærker man en slags friskhed, som er så svær at føle ellers, i den forurenede, meget varme luft. Når man træder udenfor, er det som om der ligger en tung varm dyne over én.


Og når man som buleh går udenfor en dør, skal man altid sørge for, at man har overdækkede skuldre samt ikke bærer ”slidt” tøj og klip klapper, da andet støder. (Jesper siger:) Man skal gå i ordentligt tøj, fordi man som buleh skal leve op til de forventninger der er til vesterlændinge/rige mennesker, man ses som hernede. På et tidspunkt gik jeg forbi nogle små drenge, som råbte ”money money”, så snart de så os. Hahha.. Dog mener Trine, en anden buleh, at de råbte ”morning morning”, da det måske er det eneste ord på engelsk de kan. Men det var altså slet ikke morgen!! Om de i sandhed råbte penge eller morgen efter os vides ikke. Dette mysterium forbliver uforklaret for altid... Det sker også at jeg ofte bliver kaldt "Mr." i stedets for Miss. hmm..?
Johan, en dansk au pair, som lige er ankommet, synes det er meget sjovt at folk er så fascinerede af hvide, men jeg tror han nu nok snart skal blive træt af at blive nedstirret, at skulle sige hej til alle han møder, plus en gang i mellem få taget billede med folk...!
Der er kommet en ny på den danske ambassade, da to af de gamle lige har afsluttet deres praktikophold her, så de bliver nu afløst af to nye. Jeg har også mødt to britiske fyre, som i tre måneder skal træne børn i fodbold, hernede. Bl.a. Bastians fodboldhold, hver tirsdag. Så alle dem nye folk skal vi nok få lidt sjov ud af!




Faktisk tog jeg en taxi hjem fra Starbucks for helt at undgå dem punkere og fordi jeg var sent på den til at komme hjem til Bastian! Taxi-torben (som vi kalder taxi-chaufførerne) har UTROLIGT lange tommelfinger-negle! Over en cm! Det har mange chauffører hernede, da det viser at de ikke udfører fysisk hårdt arbejde, men det er ikke specielt kønt; deres negle er gule og klamme! Og for at gøre det helt perfekt klamt, sidder han også og laver de største bøvse! Men det er nu ikke til nogen stor overraskelse, da alle indonesere bøvser hele tiden; kvinder og mænd. (det er ret så svært at opdrage Bastian til at det ikke er pænt at gøre, når alle alligevel gør det hele tiden d: )
Vi kører forbi en allé som er usædvanligt grøn, skønt at se til en afveksling. De grønne områder der er i resten af Jakarta bliver hurtigt bebygget. Dog må jeg nok indrømme at denne vej med træer, kun er der fordi det er et slags laaaangt plantemarked. Så står forskellige folk og sælger en masse planter, krukker og stenskulpturer, her hver eneste dag. I det mindste pryder det gadebilledet!



Da jeg kommer hjem sidder Bastian i sofaen og moderen, Marika, er stadig på arbejde. Hun er medejer i to tøjbutikker med batik (håndmalet mønster). Batik anses for ret fint hernede. Når man skal være fin i tøjet har alle nærmest batik på. Jeg har desuden fået lov til at vælge noget batik fra Marikas forretning, i julegave fra børnene. Ret sødt. De mener, at når man har været i Indonesien, SKAL man have noget batik med hjem. Dog er det sjældent jeg faktisk ser noget batik jeg kan lide. Ofte er det brunt oven på brunt. Men Marika sælger noget med flere farver, hvilket er usædvanligt. Dog er jeg stadig ikke vild med mønstrene og snittene.
Marika ejer desuden også en salon, som fungerer som frisør-, massage- og neglesalon.

Jesper er økonomichef for Mærsk Indonesien, som i hans syn bare er et job, noget man bliver nødt til at gøre for at få penge og gøre de ting man i virkeligheden lyster. Hans liv starter først når han er kommet hjem fra arbejde.. (Dvs. fodbold i fjernsynet, GOLF, gin&tonic, gamle krigsfilm, rødvin og god mad, gerne steak og sovs!) Men han er god nok. Vil altid meget gerne fortælle om alt muligt, det er dog rigtig svært at diskutere med ham, da han altid afbryder og VIL ha ret. :p



Ellers ikke så meget at fortælle om mit buleh-liv hernede. Er spændt på om den nye au pair får noget fritid, så vi kan lave noget sammen (han har vist pool, squash- og tennisbane nærmest i baghaven). Han bor nemlig forholdsvis tæt på mig (i modsætning til alle andre hernede!) Og glæder mig til at få snakket mere med briterne.

Ps. I må gerne kommentere! det er så hyggeligt :)
Over and out!

 

 

Golfbane midt i mellem alle højhusene.. Der findes utallige
golfbaner i Jakarta!

"Forbudt at tisse her!"